Almerimar, den 13. oktober 2005

5. rejsebrev – 1. del

"Indledning"

Vores første mål er nået. Vi ligger nu godt fortøjet i havnen i Almerimar for vinteren (www.marina-almerimar.com). Havnen har plads til 1150 både, så der er meget at se på og megen leben rundt om på bådene. Der er ufattelig mange engelske både, mange tyske og en del skandinaviske både. Der er vel 10 danske både, hvor besætningen på halvdelen af dem er taget hjem. Mange af bådene har fast vinterhavn her. Besætningerne tager hjem om vinteren og kommer så igen til foråret, når vejret bliver mere stabilt. 

Vi kan allerede nu mærke forandringen i vejret. Det har været overskyet, regn med lyn og torden, og nu blæser der en hård vind fra vest, hvilket varer ved nogle dage endnu. Dagtemperaturen er faldet til 23 grader her i kahytten, så sko og sokker er atter fundet frem. Men så kan vi jo passende tage fat på at mindes de varme dage derfra hvor 4. rejsebrev sluttede.

Lørdag d. 27. august til torsdag den 8. september 2005.

Fra Port Vendres i Frankrig til og i Palamós i Spanien.

Vejrmeldingen har lovet regn fra kl. 09.00, svag vind fra NØ, så det er med at komme af sted inden regnen begynder. Den svage vind gjorde, at ”Helmer”, vores 2. styrmand og autopilot, fik lov til at holde kursen. Vores plan var at finde en god ankerplads, da vi gerne ville spare lidt havnepenge. 

Midt på eftermiddagen når vi Isla Meda Grande. Her er lagt ankerbøjer ud, hvilket mange sejlere benytter sig af. Da bøjerne ligger SV for øen og vinden står i NØ er stedet perfekt for en overnatning. Da klokken nærmer sig 17. begynder bådene omkring os imidlertid at sejle der fra. En lokal politibåd ligger og cirkler rundt i nærheden, og tanken slår os så, at det kan være, at man ikke må ligge her for natten, da øen er naturreservat, hvor der kun er adgang i dagtimerne. Da politibåden kommer i prajeafstand, får vi spurgt om vi må overnatte ved ankerbøjen. Desværre, pladsen skulle være forladt inden solnedgang. Hvor surt – nu kunne vi så sejle videre og se om vi kunne finde en anden ankerplads og helst inden det blev mørkt. 

En ny ankerbøje blev fundet ud for en lille havn Port Llafranc kl. 20.15. Regnen havde nu nået at indhente os, så efter aftensmaden en lang dags sejlads blev køjen hurtigt fundet. Nattefreden skulle dog ikke vare længe. Omkring kl. 23.00 hørte vi motorstøj, og en kraftig projektør blev rette mod os. Vi kunne høre nogle snakke højlydt. Der var ikke andet for, end at vi måtte op og se hvad der foregik. Det viste sig, at vi havde lånt en privat ankerbøje, og nu var ejeren vendt tilbage fra sin fisketur. Der var ingen vej uden om. Vi måtte flytte. Regnen var imidlertid taget til og stod ned i tove samtidig med at vinden var drejet i SØ, så den stod lige ind i bugten. Surt – i det vejr havde vi ikke lyst til at begynde at lede efter en ny ankerplads, så vi krøb stille og roligt ind i den lille havn, og håbede på, at alle sov, så vi kunne ligger et eller andet sted og så smutte tidlig næste morgen inden nogen vågnede. Men sådan skulle det ikke være. Selv om klokken nu var over midnat, stod der en og tog i mod os, og anviste os en plads lige op af havnekontoret. Vi fik - 6 timers søvn, - lov til at ligge i havnen til kl. 09.00 samt – lov at betale 40 euro.

På 4. dagen i Palamós måtte vi igen søge havn. Vinden var taget kraftig til fra SV, så vi lå meget uroligt. Vi sejlede ind i industrihavnen, lå og cirklede lidt rundt, ind til vi blev prajet og anvist en plads, hvor vi kunne ligge. Vi var ualmindelig heldig denne gang. Det viste sig, at den eneste ledige plads der var blev brugt til udlejningsbåde, men da båden var ude at sejle kunne vi benytte pladsen i stedet. Dette var dog ikke ensbetydende med, at vi slap for havnepenge, men prisen var til at have med at gøre. 12 euro/døgn incl. vand og el. Vi besluttede derfor, at blive yderligere 3 dage da vejrudsigten ikke var alt for god. Efter at vi endelig havde fået kontakt med Montse, viste det sig, at der var langt kortere vej for Montse og hendes mand Isaac at køre til Palamós end til Barcelona, da de nu bor i Girona. Vores ophold blev derfor yderligere forlænget i Palamós med nogle dage

På heldagsudflugt til Girona. 

Vi er nu nået til fredag den 2. september 2005. Dagen, hvor vi havde besluttede at tage på en heldagstur til Girona med bussen. Det blev en rigtig god oplevelse. Girona er en meget charmerende by. Den er delt i 2, idet floden Riu Onyar løber gennem byen. Den ældste del er fra middelalderen og er langt den mest interessante. 

Da vi kom til Girona besluttede vi at tage det lokale turisttog, for at danne os et overblik over seværdighederne og derfra udvælge os de steder vi gerne ville kigge nærmere på. Det blev derfor til en efterfølgende lang, lang travetur hvor vi bl.a. fik set: - Det gamle jødiske kvarter fra middelalderen, som dengang blev bygget op omkring synagogen. – Det arabiske bad, som er en romersk bygning fra det 12. århundrede inspireret af de offentlige romerske badstuer. – Katedralen, som er resultat af en harmonisk blanding af forskellige stilarter fra det 11. til 18. århundrede. Af den første romerske bygning fra 1038 er klosteret og en del af et tårn bevaret. Kirken fra det 14. århundrede var planlagt med 3 kirkeskibe. I det 15. århundrede blev det ændret til at indeholde et kirkeskib, som i dag er det største gotiske kirkeskib i verden. Her ud over blev det til en lang travetur langs og på den gamle bymur, hvorfra vi havde en flot udsigt ind over byen og ud over landskabet uden for. Det var 2 godt trætte personer, der samme aften krøb i køjerne efter en oplevelsesrig dag.

Besøg af Montse og Isaac.

Lørdag fik vi så besøg af Montse og Isaac. Et dejligt gensyn, som satte præg på hele dagen. Der blev opfrisket minder fra Montses ophold i Danmark. Der blev set bryllupsbilleder fra deres bryllup pinse lørdag 2005. Det blev også til en lille tur i gummibåden ind langs stranden inden dagen blev afsluttet med en let middag på en af byens restaurationer. 

Det blev aftalt at vi skulle komme og besøge dem i Girona følgende tirsdag. Isaac ville hente os i bilen kl. 19.00. Vi kunne så overnatte hos dem og så tage bussen tilbage dagen efter når vi vågnede. Det var blot ensbetydende med, at måtte forlænge vores ophold yderligere nogle dag i Palamós. Men vi var også ved at føle os godt kendte med omgivelserne og med havnefogeden, så det ikke ville blive et problem for os.

På cykeltur.

Søndag måtte vi låse båden af og tage på en heldagstur på cykel rundt i landskabet. Vi havde tidligere på ugen fået at vide, at vi først skulle forlade havnen og ligge for anker denne dag, idet byen denne dag fik besøg af et stor krydstogtskib, så molen ville blive lukket for publikum af sikkerhedsmæssige grunde. Det blev senere ændret til, at vi kunne få lov at blive liggende, hvis vi forlod båden inden krydstogtskibet ankom og accepterede først at ville om bord igen efter at det var afsejlet igen samme aften. Efterhånden som vi nærmede os søndag ændrede havnefogeden det yderligere til, at han godt kunne finde et hjørne i havnen hvor vi kunne ligge, så vi frit kunne gå fra og til borde. Men da havde vi allerede besluttet os for en cykeltur, og så syntes vi ikke der var grund til at begynde at flytte båden fra den ene side havnen til den.

Efter at have cyklet og gået i godt 8 timer, var vi tilbage i Palamós ved syvtiden. Nu trængte vi til noget at spise, og da vi ikke kunne komme på båden før tidligst kl. 21.00 måtte en af de små restauranter holde for. 3 retters menu + 1 liter øl til hver – 16 euro. Det var godt på flere måder. At vi så også måtte have to kopper kaffe nede ved stranden til 4 euro, da det trak ud med afsejlingen af krydstogtskibet, måtte vi acceptere. Men hold da op, hvor sov jeg godt den følgende nat, og der var lige nogle muskler, som skulle strækkes en ekstra gang den følgende morgen.

På besøg hos Fernando.

Onsdag den 8. september 2005. Vi er vel kommet tilbage fra en dejlig aften hos Montse og Isaac. Lidt trætte, da det jo gik hen og blev halvsent inden sengen blev fundet. Og så var det jo lidt mærkeligt pludselig at ligge i en seng, hvor alt stod stille. Tidlig op, for at spise morgenmad sammen med Montse. Så alt taget i betragtning ikke så underligt, at vi var lidt matte i sokkerne. Dette er ikke ensbetydende med, at vi har tid til at ligge underdrejet. Der er efterhånden en del, som skal pakkes sammen og stuves af vejen inden afsejlingen i morgen. 

Om aftenen går Mona i gang med at pakke cyklerne sammen som det sidste. Og nu sker der så det, som bl.a. er med til at gøre, at vi oplever mere end så mange andre, når vi er ud at sejle. En mand kommer over på kajen hvor vi ligger, og hvor Mona er i gang med at pakke cyklerne. Han går lidt rundt og kigger nysgerrigt på Cassiopeia, men siger ikke noget. Mona syntes det virker lidt underligt, så hun kommer så med en bemærkning om en stor motorbåd, som ligger i den anden ende af havnen. Manden er spanier, og har svært ved at forklare sig på engelsk, men han får da forklaret, at den store motorbåd da ikke er noget i forhold til den han sejler på. Det er nemlig den store redningsbåd, som normalt sejler på Atlanten, og som ligger lige overfor os. 

Jeg kommer til, og han fortæller nu, at han har været i Danmark bl.a. Næstved og Esbjerg flere gange sejlende som matros. Jo, jo så var snakken jo godt i gang og på et tidspunkt griber jeg chancen til at spørge, om det ikke kunne lade sig gøre og komme op og se redningsskibet. Nu lyser han helt op. Selvfølgelig kunne vi det og så præsenterede han sig - Fernando. 

Rundvisningen startede i kabyssen. Der blev servere kaffe og Fernando hentede en hjemmelavet mandellikør, som han syntes vi skulle smage. Vi var oppe på broen og ude på platformen, hvor alt redningsudstyr var placeret. Vi var også i maskinrummet og se de store maskiner som drev skibet, selv om vi første omgang havde fået at vide, at der måtte ingen andre end maskinmesteren komme. 

Efter rundvisningen syntes Fernando, at vi skulle gøre gengæld. Han ville meget gerne om bord på Cassiopeia og se hvordan sådan et lille skib tog sig ud om læ. Og selvfølgelig måtte han og skulle han have dette som gengæld for hans gæstfrihed. Han var noget benovet over vores forhold at leve under. Han fik skrevet i vores gæstebog. Navn og adresse hvis vi skulle komme på hans hjemlige kanter nær ved byen Viggo, som ligger ud til Atlanterhavet. Hans telefonnummer fik vi også. Så kunne vi bare ringe til ham hvis vi havde brug for hjælp så ville han være der i løbet af 10 minutter. 

Nu ville Fernando gerne vide hvornår vi skulle sejle. Vi fik forklaret, at det gjorde vi kl. 07.00 den følgende dag. Nå, jamen så skulle Fernando nok komme og hjælpe med at kaste fortøjningerne. Det syntes vi nu ikke at han skulle stå op til, men han insisterede og for øvrigt betød det ikke noget, for hans vagt starte kl. 04.00, så han var skam oppe alligevel. Godnat Fernando vi ses i morgen tidlig.

Fredag den 9. til tirsdag den 13. september 2005.  Palamós - Barcelona

Trosserne blev kastet præcis kl. 07.00 med hjælp fra Fernando. Det var næsten vindstille, så sejladsen foregik for motor helt hen til kl. 13.47, hvor der begyndte at komme så meget vind, at det kunne betale sig at sætte sejl. Vi fik dog godt 2 timer for sejl inden vi gør klar til at anløbe Port Olympic i Barcelona. Det var en lidt speciel fornemmelse at komme sejlende til denne havn, som vi besøgte for 11½ år siden på vores sidste tur. Og ikke mindst Barcelona, som jeg føler er en af de storbyer, som man aldrig bliver færdig med at opleve. Lidt i lighed med Paris. Efter besøg på havnekontoret for at få anvist plads, og vel fortøjet kunne forberedelserne til et par dages ophold her gøres. 

På cykeltur i Barcelona

Vores små cykler bliver igen pakket ud. De er uundværlige for os nu. Vi cykler en tur gennem byen. Ind gennem Parc de Cascada hvor bl.a. det catalanske parlament ligger. Her var en større opstilling og prøver på et arrangement i forbindelse med den catalanske nationaldag den 11. september i fuld gang. Der var masser af Tv-kameraer og radiokommentatorer, som afprøvede udstyret. Vi finder ud af at hele optrinnet foregår kl. 11.00 den følgende dag og beslutter os for, at det vil vi gerne opleve, så vi må være i god tid næste dag. 

Mange cataloniere mener, at Catalonien bør være et selvstændigt land. Man har sit eget sprog, som absolut hverken er fransk- eller spanskklingende. Derfor afholder man også sin egen nationaldag og har sin egen nationalsang. Man vælger egne repræsentanter til parlamentet, hvilken man i øvrigt ikke tror på eller har respekt for. Dette er bl.a. med til at øge patriotismen, når muligheden byder sig. Og det skinner tydeligt igennem denne søndag eftermiddag og aften. De catalanske flag vejre alle steder. Partifanerne for de 2 partier, som er repræsenteret i parlamentet – de konservative og de liberale – svinges mange steder. Eller de bliver brugt som en kappe bundet over skuldrene.

Jeg bliver henvist til et kontor nede på havnen. Da der ikke er synlig tegn på, at kontoret er åben, forlader vi havnen med god samvittighed. Denne følgende nats ankring er noget af en overvindelse, efter vores seneste oplevelse. Selv om vejret er helt roligt og der ikke kommer nogen blæst af betydning, er vi oppe og kigge en gang i timen. Alle alarmmuligheder er tændt. Hver en lille forstyrrelse bliver registreret og kontrolleret, så det bliver ikke til mange timers sammenhængende søvn i løbet af natten.

 forsættelse følger snarest ...