|
Almerimar,
den 13. oktober 2005
5. rejsebrev – 1. del
"Indledning"
Vores første mål er nået. Vi ligger nu godt
fortøjet i havnen i Almerimar for vinteren (www.marina-almerimar.com).
Havnen har plads til 1150 både, så der er meget at se på og megen leben rundt
om på bådene. Der er ufattelig mange engelske både, mange tyske og en del
skandinaviske både. Der er vel 10 danske både, hvor besætningen på halvdelen
af dem er taget hjem. Mange af bådene har fast vinterhavn her. Besætningerne
tager hjem om vinteren og kommer så igen til foråret, når vejret bliver mere
stabilt.
Vi kan allerede nu mærke forandringen i vejret.
Det har været overskyet, regn med lyn og torden, og nu blæser der en hård
vind fra vest, hvilket varer ved nogle dage endnu. Dagtemperaturen er faldet til
23 grader her i kahytten, så sko og sokker er atter fundet frem. Men så kan vi
jo passende tage fat på at mindes de varme dage derfra hvor 4. rejsebrev
sluttede.
Lørdag d. 27. august til torsdag den 8.
september 2005.
Fra Port Vendres i Frankrig til og i Palamós
i Spanien.
Vejrmeldingen har lovet regn fra kl. 09.00, svag vind fra NØ,
så det er med at komme af sted inden regnen begynder. Den svage vind gjorde, at
”Helmer”, vores 2. styrmand og autopilot, fik lov til at holde kursen. Vores
plan var at finde en god ankerplads, da vi gerne ville spare lidt havnepenge.
Midt på eftermiddagen når vi Isla Meda Grande. Her er lagt ankerbøjer ud,
hvilket mange sejlere benytter sig af. Da bøjerne ligger SV for øen og vinden
står i NØ er stedet perfekt for en overnatning. Da klokken nærmer sig 17.
begynder bådene omkring os imidlertid at sejle der fra. En lokal politibåd
ligger og cirkler rundt i nærheden, og tanken slår os så, at det kan være,
at man ikke må ligge her for natten, da øen er naturreservat, hvor der kun er
adgang i dagtimerne. Da politibåden kommer i prajeafstand, får vi spurgt om vi
må overnatte ved ankerbøjen. Desværre, pladsen skulle være forladt inden
solnedgang. Hvor surt – nu kunne vi så sejle videre og se om vi kunne finde
en anden ankerplads og helst inden det blev mørkt.
En ny ankerbøje blev fundet
ud for en lille havn Port Llafranc kl. 20.15. Regnen havde nu nået at indhente
os, så efter aftensmaden en lang dags sejlads blev køjen hurtigt fundet.
Nattefreden skulle dog ikke vare længe. Omkring kl. 23.00 hørte vi motorstøj,
og en kraftig projektør blev rette mod os. Vi kunne høre nogle snakke højlydt.
Der var ikke andet for, end at vi måtte op og se hvad der foregik. Det viste
sig, at vi havde lånt en privat ankerbøje, og nu var ejeren vendt tilbage fra
sin fisketur. Der var ingen vej uden om. Vi måtte flytte. Regnen var imidlertid
taget til og stod ned i tove samtidig med at vinden var drejet i SØ, så den
stod lige ind i bugten. Surt – i det vejr havde vi ikke lyst til at begynde at
lede efter en ny ankerplads, så vi krøb stille og roligt ind i den lille havn,
og håbede på, at alle sov, så vi kunne ligger et eller andet sted og så
smutte tidlig næste morgen inden nogen vågnede. Men sådan skulle det ikke være.
Selv om klokken nu var over midnat, stod der en og tog i mod os, og anviste os
en plads lige op af havnekontoret. Vi fik - 6 timers søvn, - lov til at ligge i
havnen til kl. 09.00 samt – lov at betale 40 euro.
Glæden var så meget større, da vi omkring middagstid
dagen efter kunne ankre op ud for Palamós. Beskyttet for alle vindretninger med
undtagelse af SV. Høj flot sol og næsten ingen vind. Klart blåt vand og en
dejlig badestrand. Mere kunne man ikke forlange. Her lå vi så i tre dage/nætter.
Der var flere småting vi skulle have klaret. Vi skulle have et spansk
telefonnummer, så det var muligt at komme i kontakt med os hjemme fra. Vi
skulle have etableret kontakt til Montse, (Montse er en spansk pige, som vi
havde boende hos os i et halvt år for 5 år siden, mens hun var på
arbejdsudveksling) som vi gerne ville besøge når vi nåede Barcelona.
På 4. dagen i Palamós måtte vi igen søge havn. Vinden
var taget kraftig til fra SV, så vi lå meget uroligt. Vi sejlede ind i
industrihavnen, lå og cirklede lidt rundt, ind til vi blev prajet og anvist en
plads, hvor vi kunne ligge. Vi var ualmindelig heldig denne gang. Det viste sig,
at den eneste ledige plads der var blev brugt til udlejningsbåde, men da båden
var ude at sejle kunne vi benytte pladsen i stedet. Dette var dog ikke
ensbetydende med, at vi slap for havnepenge, men prisen var til at have med at gøre.
12 euro/døgn incl. vand og el. Vi besluttede derfor, at blive yderligere 3 dage
da vejrudsigten ikke var alt for god. Efter at vi endelig havde fået kontakt
med Montse, viste det sig, at der var langt kortere vej for Montse og hendes
mand Isaac at køre til Palamós end til Barcelona, da de nu bor i Girona. Vores
ophold blev derfor yderligere forlænget i Palamós med nogle dage
På heldagsudflugt til Girona.
Vi er nu nået til fredag den 2. september 2005.
Dagen, hvor vi havde besluttede at tage på en heldagstur til Girona med bussen.
Det blev en rigtig god oplevelse. Girona er en meget charmerende by. Den er delt
i 2, idet floden Riu Onyar løber gennem byen. Den ældste del er fra
middelalderen og er langt den mest interessante.
Da vi kom til Girona besluttede vi at tage det
lokale turisttog, for at danne os et overblik over seværdighederne og derfra
udvælge os de steder vi gerne ville kigge nærmere på. Det blev derfor til en
efterfølgende lang, lang travetur hvor vi bl.a. fik set: - Det gamle jødiske
kvarter fra middelalderen, som dengang blev bygget op omkring synagogen. – Det
arabiske bad, som er en romersk bygning fra det 12. århundrede inspireret af de
offentlige romerske badstuer. – Katedralen, som er resultat af en harmonisk
blanding af forskellige stilarter fra det 11. til 18. århundrede. Af den første
romerske bygning fra 1038 er klosteret og en del af et tårn bevaret. Kirken fra
det 14. århundrede var planlagt med 3 kirkeskibe. I det 15. århundrede blev
det ændret til at indeholde et kirkeskib, som i dag er det største gotiske
kirkeskib i verden. Her ud over blev det til en lang travetur langs og på den
gamle bymur, hvorfra vi havde en flot udsigt ind over byen og ud over landskabet
uden for. Det var 2 godt trætte personer, der samme aften krøb i køjerne
efter en oplevelsesrig dag.
Besøg af Montse og Isaac.
Lørdag fik vi så besøg af Montse og Isaac. Et
dejligt gensyn, som satte præg på hele dagen. Der blev opfrisket minder fra
Montses ophold i Danmark. Der blev set bryllupsbilleder fra deres bryllup pinse
lørdag 2005. Det blev også til en lille tur i gummibåden ind langs stranden
inden dagen blev afsluttet med en let middag på en af byens
restaurationer.
Det blev aftalt at vi skulle komme og besøge dem
i Girona følgende tirsdag. Isaac ville hente os i bilen kl. 19.00. Vi kunne så
overnatte hos dem og så tage bussen tilbage dagen efter når vi vågnede. Det
var blot ensbetydende med, at måtte forlænge vores ophold yderligere nogle dag
i Palamós. Men vi var også ved at føle os godt kendte med omgivelserne og med
havnefogeden, så det ikke ville blive et problem for os.
På cykeltur.
Søndag måtte vi låse båden af og tage på en heldagstur
på cykel rundt i landskabet. Vi havde tidligere på ugen fået at vide, at vi først
skulle forlade havnen og ligge for anker denne dag, idet byen denne dag fik besøg
af et stor krydstogtskib, så molen ville blive lukket for publikum af
sikkerhedsmæssige grunde. Det blev senere ændret til, at vi kunne få lov at
blive liggende, hvis vi forlod båden inden krydstogtskibet ankom og accepterede
først at ville om bord igen efter at det var afsejlet igen samme aften. Efterhånden
som vi nærmede os søndag ændrede havnefogeden det yderligere til, at han godt
kunne finde et hjørne i havnen hvor vi kunne ligge, så vi frit kunne gå fra
og til borde. Men da havde vi allerede besluttet os for en cykeltur, og så
syntes vi ikke der var grund til at begynde at flytte båden fra den ene side
havnen til den.
Jeg tror jeg fik et helt års motion denne søndag. De små
cykler er altså ikke til langtur. Men vi kom da rundt, ad veje, stier og
fortove. Op og ned ad bakker. Nogle gange på stier, hvor vi måtte bære
cyklerne, da terrænet ikke var muligt at cykle på. Højdepunktet, dette på flere måder, var da vi nåede
toppen af et mindre bjerg ca. 500 m over havet, hvor vi havde udsigt over
Middelhavet og ind over en bag ved liggende dal.
Efter at have cyklet og gået i
godt 8 timer, var vi tilbage i Palamós ved syvtiden. Nu trængte vi til noget
at spise, og da vi ikke kunne komme på båden før tidligst kl. 21.00 måtte en
af de små restauranter holde for. 3 retters menu + 1 liter øl til hver – 16
euro. Det var godt på flere måder. At vi så også måtte have to kopper kaffe
nede ved stranden til 4 euro, da det trak ud med afsejlingen af krydstogtskibet,
måtte vi acceptere. Men hold da op, hvor sov jeg godt den følgende nat, og der
var lige nogle muskler, som skulle strækkes en ekstra gang den følgende
morgen.
På besøg hos Fernando.
Onsdag den 8. september 2005. Vi er vel kommet
tilbage fra en dejlig aften hos Montse og Isaac. Lidt trætte, da det jo gik hen
og blev halvsent inden sengen blev fundet. Og så var det jo lidt mærkeligt
pludselig at ligge i en seng, hvor alt stod stille. Tidlig op, for at spise
morgenmad sammen med Montse. Så alt taget i betragtning ikke så underligt, at
vi var lidt matte i sokkerne. Dette er ikke ensbetydende med, at vi har tid til
at ligge underdrejet. Der er efterhånden en
del, som skal pakkes sammen og stuves af vejen inden afsejlingen i morgen.
Om aftenen går Mona i gang med at pakke cyklerne
sammen som det sidste. Og nu sker der så det, som bl.a. er med til at gøre, at
vi oplever mere end så mange andre, når vi er ud at sejle. En mand kommer over
på kajen hvor vi ligger, og hvor Mona er i gang med at pakke cyklerne. Han går
lidt rundt og kigger nysgerrigt på Cassiopeia, men siger ikke noget. Mona
syntes det virker lidt underligt, så hun kommer så med en bemærkning om en
stor motorbåd, som ligger i den anden ende af havnen. Manden er spanier, og har
svært ved at forklare sig på engelsk, men han får da forklaret, at den store
motorbåd da ikke er noget i forhold til den han sejler på. Det er nemlig den
store redningsbåd, som normalt sejler på Atlanten, og som ligger lige overfor
os.
Jeg kommer til, og han fortæller nu, at han har
været i Danmark bl.a. Næstved og Esbjerg flere gange sejlende som matros. Jo,
jo så var snakken jo godt i gang og på et tidspunkt griber jeg chancen til at
spørge, om det ikke kunne lade sig gøre og komme op og se redningsskibet. Nu
lyser han helt op. Selvfølgelig kunne vi det og så præsenterede han sig -
Fernando.
Rundvisningen startede i kabyssen. Der blev
servere kaffe og Fernando hentede en hjemmelavet mandellikør, som han syntes vi
skulle smage. Vi var oppe på broen og ude på platformen, hvor alt
redningsudstyr var placeret. Vi var også i maskinrummet og se de store maskiner
som drev skibet, selv om vi første omgang havde fået at vide, at der måtte
ingen andre end maskinmesteren komme.
Efter rundvisningen syntes Fernando, at vi skulle
gøre gengæld. Han ville meget gerne om bord på Cassiopeia og se hvordan
sådan et lille skib tog sig ud om læ. Og selvfølgelig måtte han og skulle
han have dette som gengæld for hans gæstfrihed. Han var noget benovet over
vores forhold at leve under. Han fik skrevet i vores gæstebog. Navn og adresse
hvis vi skulle komme på hans hjemlige kanter nær ved byen Viggo, som ligger ud
til Atlanterhavet. Hans telefonnummer fik vi også. Så kunne vi bare ringe til
ham hvis vi havde brug for hjælp så ville han være der i løbet af 10
minutter.
Nu ville Fernando gerne vide hvornår vi skulle
sejle. Vi fik forklaret, at det gjorde vi kl. 07.00 den følgende dag. Nå,
jamen så skulle Fernando nok komme og hjælpe med at kaste fortøjningerne. Det
syntes vi nu ikke at han skulle stå op til, men han insisterede og for øvrigt
betød det ikke noget, for hans vagt starte kl. 04.00, så han var skam oppe
alligevel. Godnat Fernando vi ses i morgen tidlig.
Fredag den 9. til tirsdag den 13. september
2005. Palamós - Barcelona
Barcelona here we come
Trosserne blev kastet præcis kl. 07.00 med hjælp fra Fernando. Det var næsten
vindstille, så sejladsen foregik for motor helt hen til kl. 13.47, hvor der
begyndte at komme så meget vind, at det kunne betale sig at sætte sejl. Vi fik
dog godt 2 timer for sejl inden vi gør klar til at anløbe Port Olympic i
Barcelona. Det var en lidt speciel fornemmelse at komme sejlende til denne havn,
som vi besøgte for 11½ år siden på vores sidste tur. Og ikke mindst
Barcelona, som jeg føler er en af de storbyer, som man aldrig bliver færdig
med at opleve. Lidt i lighed med Paris. Efter besøg på havnekontoret for at få
anvist plads, og vel fortøjet kunne forberedelserne til et par dages ophold her
gøres.
På cykeltur i Barcelona
Vores små cykler bliver igen pakket ud. De er uundværlige
for os nu. Vi cykler en tur gennem byen. Ind gennem Parc de Cascada hvor bl.a. det catalanske
parlament ligger. Her var en større opstilling og prøver på et arrangement i
forbindelse med den catalanske nationaldag den 11. september i fuld gang. Der
var masser af Tv-kameraer og radiokommentatorer, som afprøvede udstyret. Vi
finder ud af at hele optrinnet foregår kl. 11.00 den følgende dag og beslutter
os for, at det vil vi gerne opleve, så vi må være i god tid næste dag.
Vi
finder en lille forretning, hvor vi kan købe os lidt at spise. Det er en
muslimsk slagter, som har lidt af hvert. Vi køber bl.a. nogle af de
honningbagte og meget kompakte kager af forskellig slags. De smager vældig
godt, men skal dog til sidst skylles ned med lidt vand for ikke at virke alt for
søde. Turen går videre til den gamle bydel. Gennem det Gotiske kvarter med de
meget smalle gader og videre ud mod ”Plaza Catalunya”. Her finder vi en
internetcafé og får sendt nogle mails hjem.
Vi slutter dagen af med et besøg
på et største og flotteste marked i Barcelona. Det var godt nok imponerende.
Her kan man købe alt for næsten ingen penge. Specielt er frugt og grøntsager
utroligt billigt, så der købes vildt ind. 1 kg. røde vindruer - 0,89 euro
(6,71 kr.), 4 store ferskner – 0,65 euro (4,90 kr.), 1 kg. tomater + 2
nektariner + 4 æbler + 4 store blå blommer – 1,75 euro (13,25 kr.) og
aftensmaden kom til at bestå af 1 kg kyllingevinger til 2,08 euro (15,75 kr.).
D.v.s. der var mad til 2 dage. Det kunne ikke findes billigere.
Cataloniens nationaldag
Mange cataloniere mener, at Catalonien bør være et selvstændigt
land. Man har sit eget sprog, som absolut hverken er fransk- eller
spanskklingende. Derfor afholder man også sin egen nationaldag og har sin egen
nationalsang. Man vælger egne repræsentanter til parlamentet, hvilken man i øvrigt
ikke tror på eller har respekt for. Dette er bl.a. med til at øge
patriotismen, når muligheden byder sig. Og det skinner tydeligt igennem denne søndag
eftermiddag og aften. De catalanske flag vejre alle steder. Partifanerne for de
2 partier, som er repræsenteret i parlamentet – de konservative og de
liberale – svinges mange steder. Eller de bliver brugt som en kappe bundet
over skuldrene.
Vi nåede tids nok op i Parc de Cascada til at få en
rimelig plads, hvorfra vi kunne følge hele højtideligheden, hvor det
catalanske flag officielt blev sat. Taler og musikalsk underholdning af hhv.
lokale politikere og lokale musikere, samt det at alt foregik i nationaldragter
var med til at skabe den helt rigtige stemning.
Et par af byens museer havde gratis adgang på
nationaldagen. Det benyttede vi os af ved at besøge ”Museu de Zoologia
Historia Natural”, hvor hovedattraktionen er udstillingen af dinosauruser, som
er fundet forskellige steder i verden. Efter at have gået rundt i museet i et
par timer, ”trængte” vi til en cykeltur. Vi cyklede derfor OP til
Park Güell. En storslået park bygget efter linierne af ”an English garden
city” af arkitekten Antoni Gaudí
i årene 1900 til 1914 på bestilling af vennen Eusebi Güell. Fra havens mange
niveauer er der udsigt over Barcelona by, og ud over Middelhavet.
Sidst på eftermiddagen vendte vi så tilbage til Barcelona
by. Nede ved byens triumfbue var der optakt til den helt store fest med
forskellige optrin, dans, musik blandet med politiske taler. Der var boder over
alt. Her blev der solgt bøger, flag og uddelt brochurer om Catalonien. Der var
telte, hvor lokale politikere var i krydsild. Borgerne kunne her få lejlighed
til at stille politikerne de spørgsmål, som de gik og brændte inde med, og
politikerne kunne så prøve at give dem et tilfredsstillende svar, hvilket det
ikke lød til at de kunne hver gang. Nu skal jeg så ikke glemme at fortælle,
at der jo selvfølgelig også var øl- og vintelte. Så stemningen fejlede
absolut ikke noget.
Først på aftenen følte vi os godt trætte og mættet af
indtryk. Vi besluttede derfor at køre ned i båden for at fortære indtrykkene
og nyde aftensmaden i fred og ro. Vi skulle dog lige forbi statuen af Columbus
og cykle ad promenaden for at afslutte turen på behørig vis.
Vi venter på ”Liberty”
Det var meningen, at vi skulle sejle tirsdag den 13. september, men da vi
havde fået en SMS fra Kirsten og Bjarne på ”Liberty” af Nakskov om at de
var på vej til Barcelona, besluttede vi at blive i Barcelona endnu en dag. Vi
fik så lejlighed til at få skrevet og sendt fødselsdagsbrev til Lykke, som
fyldte 21 den 18. september. (Det er nok de sværeste dage for os, når vi er
langt væk hjemme fra og ikke kan deltage i festligholdelse af familie og
venners mærkedage, men det er nogle af omkostningerne
vi ”betaler” ved at gøre det vi nu engang har valgt at gøre).
Vi får også tid til at bunke diesel. 115 liter hentet i 10 liters dunke på
den nærmeste tankstation 1,5 km fra havnen. Hvad gør man ikke for at spare
0,22 euro/liter. ”Liberty” når desværre ikke Barcelona. På grund af
optræk til regn og tordenvejr, - hvilket absolut ikke er at spøge med på
Middelhavet -, havde de søgt havn blot 20 sømil nord for Barcelona. Vi
beslutter derfor at sejle den følgende dag. Pengepungen trænger til et hvil
fra de dyre havnepenge.
Onsdag den 14. til mandag den 19. september
2005. Barcelona – Garraf - La Ampolla
På gensyn Barcelona
– Hej ”Liberty”
Omkring kl. 08.00 modtager vi en SMS fra ”Liberty”. De
er på vej. Vi regner lidt på tiden de vil være om at sejle hertil. Vi kan først
afregne på havnekontoret kl. 10.00 så hvis vi nu trækker den lidt, og måske
sejler lidt i den modsatte retning af hvad vi eller skal, kan vi måske lige
sige hej til ”Liberty” inden vi sejler sydpå. Vi tager afsked med Barcelona
med et ”På gensyn”. Der er så meget vi ikke nåede at se, at vi må
tilbage på et senere tidspunkt. Men det er jo også godt at have noget til
gode.
Vi fandt ”Liberty”, fik sagt hej og hørt hvordan det
gik, inden de stævnede mod Port Olympic og vi mod Garraf, som lå blot 19 sm
syd for Barcelona. Vi havde derfor tid til at slappe af om bord. Nyde det smukke
landskab vi sejlede langs med. Prøve om vi kunne finde lidt vind at sejle for,
da der heller ikke denne dag var meget af den. Efter et par timer måtte vi
opgive og starte motoren for at nå havnen.
Torsdag var det tidligt op med afgang kl. 07.03. Vi ville
gerne nå Ebro Nord, godt 60 sm sydligere. Ebro er et stor deltaområde, hvor vi
kunne ligge for anker godt beskyttet for alle vindretninger bort set fra NV.
Efter godt 11 timers sejlads kunne vi kaste anker kl. 18.10 på 4 meter vand i læ
for den friske SØ vind vi havde haft mod os de sidste 4 timer.
.
En udfordring vi aldrig vil glemme
Fredag er det rigtig fint vejr igen. Sol og svage vinde fra
forskellige retninger. Gummibåden bliver pustet op, og vi sejler ind til La
Ampolla for at kigge lidt på byen. Da vi sejler tilbage til Cassiopeia runder
vi lige en anden ankerligger. Han er lokal, så vi får lige nogle oplysninger
om følgende dags vejr. Hård vind fra N, men det skulle først starte med at
regne fra morgenstunden. Regnen skulle holde op omkring middagstid og så vil
den kraftige mistral ellers sætte sit præg på resten af dagen. Vi får også
at vide hvor det vil være godt at ligge for anker når vinden står i nord. Det
var jo alt sammen godt at vide, så kunne vi jo i god tid tage vore
forholdsregler, og finde bedre plads inden det blev for slemt.
Vi var igen en tur inde i byen om eftermiddagen. For god
ordens skyld gik jeg lige på havnekontoret for at få en frisk vejrmelding og
høre om der skulle være en plads i havnen, hvis vejret skulle blive for
dårligt det følgende dag. Vi kunne sagtens få plads i havnen. Vi kunne bare
kalde på kanal 9 på VHF’en, så skulle vi nok få anvist plads. Prisen
gjorde dog, at vi var enige om at det skulle blive meget, meget slemt før vi
gik i havn. 38, 16 euro (ca. 290,- kr.). Vi blev helt dårlige ved tanken om at
skulle betale så meget.
Vi kunne dog tage tilbage til båden og så håbe på, at
vejrudsigten ikke holdt hvad den lovede. Det gjorde den ikke. Under aftensmaden,
som vanligt blev indtaget i cockpittet omkring kl. 21.00, bemærkede vi, at vi
det ene øjeblik havde vores ankerkugle på styrbord side. 10 minutter efter
havde vi den på bagbord side. Selv om det var ved at være mørkt kunne vi
tydelig se den hvide kugle. Vinden skiftede tilsyneladende retning hele tiden,
så vi nærmest lå og cirklede rundt om vores anker. Vi spekulerede ikke
nærmere over det for ankret skulle nok holde. Vi lå over sand og havde lagt
rigeligt kæde ud til at det godt kunne blæse en hel del uden at vi ville få
problemer af det.
Mona havde vundet første bad under bruseposen inden
køjetid. Mens Mona bader, gør jeg mig klar nede i kahytten. Det er begyndt at
blæse op. Vinden kommer fra det åbne stykke, så vi ikke længere ligger i
læ. Det var altså ikke det vejmeldingen havde sagt. Jeg kigger ud af vinduerne
fra kahytten. Et eller andet siger mig at der er noget galt. Vi ligger pludselig
med siden til bølgerne og båden drejer ikke op i vinden som den bør.
Ankerkuglen kan jeg heller ikke få øje på. Nu ringer alarmklokkerne for
alvor. Mona kan heller ikke se ankerkuglen.
Er vi drevet ind over anker og ankerline, så den nu sidder
fast inde under båden. Vi forsøger at hive ankeret op for på den måde måske
kunne frigøre ankerkuglen. Vi kan ikke få ankeret helt op. Må lade den gå
igen. Mona, som ikke havde nået at få tøj på smuttede en tur i vandet. for
at finde ud af, om kuglen sad i klemme omkring skruen eller akslen. Der var
tilsyneladende ikke noget der sad i klemme. Hvad der så kunne være galt
fattede vi ikke en meter af. Mona svømmede en tur om på den anden side af
båden. Da hun nåede om til gummibåden, som var fastgjort på siden, gik der
pludselig en voldsom rystelse gennem båden. Hvad skete der? Endnu en rystelse,
og så gik det op for mig, at vi var ved at gå på grund. Jeg for ned og
tændte ekkolod og GPS. 1,4 m viste ekkoloddet. Nu måtte der gøres
noget.
Ankret holdt tilsyneladende slet ikke hvilket var
ensbetydende med at vi var ved at blive skyllet op på stranden. Motoren blev
startet. Jeg måtte se om jeg forsigtigt kunne rette båden op i vinden,
samtidig med at Mona skulle klargøre et ekstra anker, så vi kunne stoppe vores
drift op på stranden. Alt imens overvejelserne for gennem mit hoved om,
hvorvidt det kunne betale sig - og om det kunne nås at tage gummibåden og
sejle ind i havnen for at hente hjælp gik den ene rystelse efter den anden
gennem båden.
Jeg satte forsigtig skruen på. Klar til at stoppe,
hvis noget ikke var og lød som det skulle. Ingen mislyde – lidt mere skrue.
Nu begyndte båden at rette op. Mona var klar med det ekstra anker. Nu tog jeg
så en beslutning, som enten ville gå godt eller skidt. Da der tilsyneladende
ikke kom nogen mislyde fra skrue kunne vi måske være heldig at komme fri af
grunden ved egen hjælp. Motoren i frigear. Ankerkæden blev halet tot. Den gik
ned langs siden, og lå nærmest som klistret til fribordet uden at vi kunne se
ankret.
Vi vidste derfor ikke om vi var helt fri, eller vi måske
ville trække ankret over bunden. Og ville opstramningen betyde en forskel med
hensyn til skruen? Motoren blev sat i gear. Ingen mislyde - lidt mere gas –
stadig ingen mislyd. Jeg prøvede at tage en pejling på noget lys inde på
land, for at se om vi bevægede os. GPS’en viste 0,2 knob – loggen 0 knob.
GPS’en kunne jeg ikke helt regne med, for bådens bevægelser i bølgerne
kunne sagtens give den viste fart. Mona for nu ned i kahytten og fik tændt for
computeren. Startet de digitale søkort op for hurtigst at få vores nøjagtige
position, og finde ud af hvilken retning vi skulle sejle i for hurtigste at
komme af grunden.
Nu måtte det briste eller bære. 1500 omdrejninger på
motoren. Normalt sejler vi 5 til 5,5 knob med disse omdrejninger. Nye rystelser
forplantede sig i båden, men nu bevægede vi os. 0,5 knob over grunden ind til
vi igen gik i stå i en ny rystelse. Men nu kom bølgerne os lidt til hjælp.
For den smugle vi blev løftet var tilsyneladende nok til at vi kunne nå at
komme et lille stykke længere. Vores position blev nu vist på computeren. Det
var lamslående. Afstanden til stranden var ikke mere end ca. 200 m. Men vi
kunne nu sætte den rigtig kurs mod det nærmeste dybere vand for at komme så
hurtigt fri som muligt. 1600 omdrejning - endnu
et par rystelser. Der går vel 5 minutter, som føles som timer. Pludselig viser
ekkoloddet 1,5 m og så 2 m. Vi er fri af grunden.
Nu skal vi så blot nå ind og finde et sted i havnen, hvor
vi kan ligge og finde ud af hvad der er sket. Det går langsomt men vi når ind
og fortøjer ved ydermolen, lige bag en større fiskerbåd. Der gik ikke lang
tid efter vi havde fortøjet før en havnevagt kom kørende ud til os. Vi fik
straks besked på, at der måtte vi ikke ligge. Vi skulle sejle ind i
lystbådehavnen. Men efter at vi havde prøvet at forklare ham vores problem, og
han var med til at frigøre ankeret fra ankerlinen fik vi lov at blive liggende.
Han opfordrede os oven i købet til at vente til det blev lyst inden vi foretog
os yderligere.
Nu kunne vi så gå til ro. Prøve at få sovet lidt inden
det blev lyst. Vi tog os dog en kold øl og en snak om hændelsesforløbet inden
vi kunne finde ro til at sove. Vi var glade for, at vi i fællesskab kunne løse
en krisesituation som denne og at det blev med et positivt resultat.
Da det blev lyst lørdag morgen varede det ikke mange
øjeblikke før vi kunne fastslå årsagen til nattens problem. Cassiopeia var
ganske som formodet drejet ind over ankret i et af de kraftige vindspring der
var. Ankerkuglen og dermed linen trukket ind under båden. Uheldig vis kommer
linen i klemme mellem skæget og roret. Linen strammes til så ankerkuglen
kommer i klemme. I den kraftige vind og med den ringe dybde, er det ensbetydende
med at ankret trækkes fri af grunden og ikke holder fast.
Hvad har vi så lært af hændelsen? Flere ting. Aldrig
mere ankerkugle. Altid tænde for ankeralarm på Ekkolod og GPS og ikke mindst
altid at have en dykkerlygte med, så man kan orientere sig under vand i mørke.
Hvad fik vi ud af det. Jo, såmænd 3 gratis overnatninger
i havn. Det var jo weekend, så vi kunne jo tidligst få repareret ”skaden”
mandag.
Søndag var vi til rishøstfest på havnen. Der dyrkes ris
på store arealer i deltaområdet, hvilket vi ikke vidste før nu. Der blev vist
hvordan risen tærskes, og der kunne købes
smagsprøver på forskellige risretter. Dertil blev der serveret gratis
øl og vin ad libitum. Det hele blev krydret med musikalsk underholdning af en
sydafrikansk sangkvartet. Hele chancen varede i ca. 3 timer og var en sjov og
spændende oplevelse.
Mandag nåede ”Liberty” så at indhente os. Det blev et
glædeligt gensyn. Vi havde inden turens start talt om, at det kunne være sjovt
at følges lidt ad og evt. finde vinterhavn samme sted. Men mange ting spiller
jo ind. Planer kan ændres. Der kan ske ting, som gør at det alligevel ikke
bliver sådan. Da vi nu ligger 2 danske både ved fiskerikajen i La Ampolla,
bliver vi enige om, at det nok er bedst at fortrække til en ankerplads. Inden
afsejling, går jeg lige på havnekontoret og spørger til, hvor jeg skal
afregne for opholdet.
Jeg bliver henvist til et kontor nede på havnen. Da der
ikke er synlig tegn på, at kontoret er åben, forlader vi havnen med god
samvittighed. Denne følgende nats ankring er noget af en overvindelse, efter
vores seneste oplevelse. Selv om vejret er helt roligt og der ikke kommer nogen
blæst af betydning, er vi oppe og kigge en gang i timen. Alle alarmmuligheder
er tændt. Hver en lille forstyrrelse bliver registreret og kontrolleret, så
det bliver ikke til mange timers sammenhængende søvn i løbet af natten.
|