Vinterklargøring.

Som jeg skrev i sidste rejsebrev blev de første dage brugt til vinterklargøring af skibet. Der blev vasket, skrubbet og skuret til den helt store guldmedalje. Samtlige sejl, som vi havde brugt på turen herned var oppe og hænge og blev grundig skyllet af for salt. Det er en nødvendighed, hvis sejlene skal holde længst muligt. Den fugtige salte luft og bølgesprøjt kan få dæk og sejl til at blive helt hvide af salt. Hvis ikke det bliver vasket af, er der intet, som på noget tidspunkt bliver helt tørt. Salten holder, som alle ved, på fugten. 

Vi har hele sommeren sovet ude i forpitten. Her har vi kunnet få bedre luftcirkulation gennem forlugen, så de varme nætter har været til at holde ud. Nu hvor nattemperaturerne igen er som på sommerdagene derhjemme, er vi rykket ned i agterkahytten igen, hvor vi syntes de bedste køjer i båden befinder sig. Denne lille omrokering bevirker, at mange ting skal flyttes rundt, og der skal findes en ny plads til mange tinge. Dette gøres i forbindelse med rengøringen. 

Selv om vi har lavet lister over hvad vi har liggende i de forskellige stuverum i skibet kommer mange ting for dagens lys, som vi har glemt at vi havde med, og spørgsmålet opstår: – ”Har vi eller får vi - i det hele taget brug for det?” De gange, hvor vi nu ikke tror på, at vi får brug for det, bliver tingene lagt til side til udsmidning. 

Jeg får også lavet et par småting, som vi ikke nåede inden vi tog hjemme fra eller har nået i sommerens løb. Eksempelvis at få mærket de sidste ledninger bag kontaktpanelet og lavet hylder i det høje skab i hovedkahytten, så vi kan have plads til de høje mapper, som jævnligt bliver taget frem, når f.eks. budget og regnskab skal kontrolleres og afstemmes med kontoudtogene fra banken derhjemme.

Søndagsmarked.

Vi havde hørt, at der om søndagen var et lille marked, hvor alle og enhver kunne stille sig op, og sælge ejendele, som man ønskede at komme af med. Det var nu nærliggende, at vi skulle prøve at sælge de dele, som vi ikke mener at få brug for, frem for bare at smide dem ud. Kunne vi sælge det kunne der måske blive til en ekstra udflugt. Den første søndag solgte vi for 20,- euro, og det der blev solgt kunne vi simpelt hen ikke fatte folk ville betale penge for. Så vi fik blod på tanden. 

Endnu en gang oprydning og gennemgang af garderoben blev gjort og tankerne faldt samtidig hen mod julen. Kunne vi sælge hjemmelavet julepynt – jo, hvorfor ikke? Kirsten fra Liberty og Mona producerer nu julepynt i lange baner med henblik på det helt store julesalg. 

Prøvesalget har ind til nu været positivt. Jeg solgte f.eks. vores skibsnisser – 4 stk. – for 10 euro stykket (~ i alt ca. 300,- kr.). Jeg købte dem sidste år i december måned i Bilka for 50,- kr. Det må siges at være en pæn avance. Hvem der købte og betalte så meget for dem vil jeg ikke offentliggøre, ud over at de i begge tilfælde kommer syd for den danske grænse. 

Mona har solgt for 30,- euro af sit aflagte tøj. Nu vil det vise sig om det hjemmelavede julepynt vil kunne samle samme interesse. Vores samlede salg p.t. er på 182,- euro. Det bliver selvfølgelig ikke den store timeløn, men da vi har tiden til det, og samtidig syntes det er lidt sjovt, er det jo fint, at vi kan hive lidt penge hjem for noget, som vi blot havde smidt i affaldscontaineren havde vi været derhjemme.

Besøg fra Varde.

Nogle gange bliver man overrasket. Det gjorde vi også den dag, det pludselig bankede på landgangen og Anita og Jan Pedersen fra Varde stod og sagde hej. Anita og Jan har vi mødt på vintertræf i FTLF – Foreningen til Langtursejladsens fremme to gange. 

Anita og Jan var dog kørende hertil, idet de har måtte opgive sejladsen på grund af, at Jan har pådraget sige en rygskade. Nu kører de så i stedet rundt i en pæn stor autocamper og nyder tilværelsen under sydligere himmelstrøg. 

Vi havde et par rigtig dejlige dage sammen med bl.a. en heldagstur op i bjergene bag El Ejido. Vi glæder os til at Anita og Jan igen dukker op her til endnu et par hyggelige dage.

Til flamingodans på hotellet.

Vi foretrækker så lang de gratis glæder, når de byder sig. Hvis det så samtidig kan være af kulturel karakter deltager vi gerne. Vi havde hørt, at der på områdets største hotel hver lørdag aften kl. 22.00 var en times optræden med flamingodans, og at det var ganske gratis. Derfor besluttede vi sammen med Kirsten og Bjarne at vi ville op og se dette lille show. Det var utrolig flot og danserne var virkelig dygtige. Det bliver til gentagelse senere og inden vi igen tager herfra til foråret.

En overraskende mail fra Frankrig.

Nogle gange overraskes man over reaktionerne på de handlinger du gør – sådan rent spontant. Jeg har ikke tidligere fortalt denne lille historie, da jeg jo har måtte sætte en grænse for ikke at længden på rejsebrevene blev for lange. Nu får i den denne gang i stedet, og jeg vil indlede historien med at gengive den mail, som en dag lå i vores mailboks: 

"Hello,

Det var onsdag den 3. august 2005 på Canal du Centre. Vi var lige sejlet ind i en sluse og lå og ventede på, at Christa og Jørgen i ”Dolphin” skulle komme, inden vi kunne sluses. 

En lille familie, mor, far og 2 drenge på ca. 3 og 5 år stod og kiggede ned til os. Vi kunne høre at de talte om båden og hvordan det måtte være at sejle. Drengene var meget interesseret. Da vi som sagt lå og ventede på Dolphin spurgte vi om drengene ville ned og se skibet indvendig. Moderen kunne engelsk, så det var let at kommunikere. 

Drengene var selvfølgelig lidt generte, men nysgerrigheden var større. Nu var det sådan, at det ikke alene var børnene, som var nysgerrige, forældrene kunne vi også se, gerne ville ned og kigge. Det varede derfor ikke længe før hele familien sad i cockpittet. Herfra var der ikke langt til at invitere på en lille sejltur op til den næste sluse, ca. 500 m. Glæden over tilbuddet var overstrømmende. 

På turen fortalte Catherine bl.a., at de var ved at renovere et chateau (vores tanke i den forbindelse gik i retning af en stor vingård eller lignende), som de havde købt. Det lå ikke langt fra kanalen, så familien tog tit drengene med ned for at se på bådene, som sejlede gennem slusen. De havde dog aldrig oplevet at blive inviteret om bord og sejle med før. Det kunne de slet ikke forstå nogen kunne finde på. 

Turen var jo ikke lang, så det blev til hurtig afsked igen. Dagen efter hørte vi en bil tude voldsomt i hornet, da den kørte forbi på vejen tæt på kanalen. Ud af vinduerne hang Catherine og de to drenge og vinkede vildt til os. Mona og jeg vinkede igen, kiggede på hinanden og sagde næsten i kor: ”Nogen gange er det småting der skal til for at skabe stor glæde og overraskelse” For det havde vi tilsyneladende. 

På udflugt til Aguadulce.

Mange nordiske både har benyttet Aguadulce som vinterhavn i Spanien. Derfor ville vi gerne besøge havnen og byen, for at se, om der lå nogen vi kendte. Havnen ligger blot 10 km fra Almeria og ca. 30 km fra Almerimar. Den ligger godt beskyttet for de vestlige vinterstorme af bjergene tæt bag ved byen. 

Da Mona og jeg var på tur hernede i efteråret 2004 for at udse os en passende vinterhavn, konstaterede vi, at også Aguadulce led under den eksplosionsagtige byggeaktivitet, som præger hele Costa del Sol. Der var derfor megen larm fra maskiner, som hamrede bjergsiderne i stykker, for at gøre plads til endnu en boligblok. Havnen og specielt havneområdet virkede beskidt og ikke særlig tiltrækkende syntes vi. Til gengæld havde havnen ry for at give gode muligheder for at skabe et godt miljø for overvintrende langturssejlere. 

For os var flere der minuser en plusser ved havnen, og dette gjorde, at vi valgte at satse på Almerimar. Ved vores besøg i Aguadulce kunne vi konstatere, at vi havde valgt rigtigt. Der var stadig et inferno af larm fra trykluftbor og sprængninger i bjergene. Byen var for at sige det mildt møg hamrende beskidt, fordi man også er i gang med at omlægge hele hovedstrøget gennem byen. 

Til gengæld havde havnen fået en ansigtsløftning. Der var kommet nye ejere, så der var virkelig blevet ryddet op. Pladsen hvor bådene står på land var ryddet for affald, og der lå nu kun sejldygtige både tilbage. Ydermolen var blevet asfalteret og der var plantet palmetræer hele vejen ud til spidsen. Nu manglede der bare en ting – alle de nordiske både. 

Ud over et par danske både, hvor besætningerne var taget hjem, kunne vi ikke finde nogen. Efterfølgende har vi hørt og måske fået en mulig forklaring på dette. Da de nye ejere havde overtaget havnen, var det første de gjorde, at forbyde bl.a. de ugentlige grillpartyer på molen. Det var med til at ødelægge det sociale liv på havnen. 

Det blev også forbudt at bo på båden, mens den står på land. Og ikke mindst blev det også forbudt, at bådejerne selv må arbejde på båden (rengøre, reparere, bundmale o.lign.) når den stod på land. Alt arbejde skal nu udføres af havnens personale. Sådanne oplysninger spredes ret hurtigt blandt langturssejler. Vi har da også selv efterfølgende været medvirkende til at en svensk båd, som havde fået plads i Aguadulce blev i Almerimar i stedet, efter at vi havde fortalt dem om forholdene i Aguadulce.

På udflugt til Almeria

Vi har opgivet vores tidligere planer om at købe en gammel bil, som vi kunne bruge mens vi ligger her. De spanske regler ændres til stadighed. Vi har ikke kunnet finde ud af hvad det reelt ville komme til at koste os at købe. I stedet benytter vi de offentlige transportmidler og lejer bil, når vi har behov for det. 

Sammen med Kirsten og Bjarne tog vi på en tur til Almeria med de offentlige transportmidler. I dette tilfælde med bussen. Der er ca. 40 km til Almeria og en returbillet koster ca. 50,- kr./person. Vi fik os en god travetur gennem den gamle arabiske bydel, besøgte et museum for fremstilling af olivenolie, inden vi nåede op til Alcazaba. 

Alcazaba er ruiner af en gammel borg, hvoraf den ældste del er fra år 955. Frokosten blev købt i en af de små butikker i byen og indtaget i en lille park i udkanten af byen. Dagen blev afsluttet med indkøb i et af byens store indkøbscentre inden turen igen gik hjemover.

Lois og John er nogle af vores rigtig gode engelske venner, som vi mødte for 12 år siden, da vi boede i en lille lejlighed i Estepona. Gennem årene har de besøgt os i Danmark to gange, og vi har været nede og besøge dem flere gange. Det var derfor en selvfølgelighed for os, at invitere dem til at besøge os i båden, mens vi ligger her i Almerimar. 

Vi var dog lidt usikre på, om afstanden var for stor til, at de selv ville køre så langt i bil (John er 87 og Lois 78 år), derfor havde vi lavet en nødplan, hvor vi blev i stand til at hente og bringe dem om nødvendigt. Men efter at de havde studeret vejkortet syntes de ikke, at det var noget problem. De lånte en lidt større bil, skiftedes til at køre - 70 km af gangen, og holdt de nødvendige pauser, så var det ikke noget problem.

Lois og John kom søndag den 6. november for at blive et par dage. Vi fik lov at fejre John, som fyldte 87 år den 7. november. Dagen blev indledt med signalflagene sat og morgenfødselsdagsbord med danske flag og hjemmebagte boller. Det var en flot solskinsdag med en let vind. Det gav os vores første lejlighed til at komme ud på en lille sejltur efter vores ankomst til Almerimar. 

John fik også megen opmærksomhed fra de omkringliggende både på dagen. Bl.a. kom en lille engelsk dreng – Benjamin – med en flot tegning og ønskede tillykke. Han havde lavet tegningen mens vi var ude og sejle. Vores franske nabo, fotograferede på livet løs, da vi sejlede ud. Disse billeder fik John senere, som et minde om turen og dagen. Lois kan lidt fransk, så der blev en god lejlighed til at få den gamle lærdom frisket lidt op.

Vi nåede også at komme ud på en lille køretur ud til saltsøerne, som ligger tæt herved, og hvor der er rigtig mange flamingoer, inden Lois og John på fjerdedagen var nødt til at tage afsked og køre hjem til Estepona.

Den 16. november kunne jeg fejre endnu en fødselsdag. Det blev en helt fantastisk dag. Der var gæster fra morgenstunden - inviteret og arrangeret af Mona - og hele dagen igennem. Gaver var der også. Både fra Mona, hjemmefra og fra vennerne hernede. Der lå massere af fødselsdagshilsner på mailen, som jeg også blev meget glad for. 

Det var også dagen, hvor vi fik en ny mulighed for at komme lidt mere rundt og væk fra havnen uden at vi skal med offentlig transportmiddel eller ud at leje bil. Bent som er dansk, men har været bosiddende i Sverige gennem de sidste 50 år, nu med residens her i Almerimar, tilbød os at låne hans lille WV Lupo, når han ikke selv skal bruge den, - og det er ret sjældent. Vi fik et sæt nøgler og et stykke papir på, at vi måtte disponere over bilen. Nu kan vi bare tage bilen når vi har brug for det. Hvilken fødselsdagsgave at få.

Vores første tur i Lupo'en.

Vi havde aftalt med Lars og Stig, fra Sverige at køre dem til lufthavnen i Almeria torsdag aften, mod at betale halvdelen af en billeje. Vi kunne herefter disponere over bilen hele den følgende dag, og tage på udflugt sammen med Kirsten og Bjarne. På den måde kunne vi lave en udflugt for 10,- euro + brændstofforbrug pr. par, hvilket jo er meget billig. Denne aftale blev hurtigt lavet om, da vi fik muligheden får at låne bil ganske gratis.

Fra havnen kan vi se de bagvedliggende bjerge. Der er nu sne på toppen. Vi ville gerne op og se hvor meget sne der ligger, så det blev turens hovedmål. Det blev en lang tur, hvor vi for det meste kørte med 10-20 km/t på små grusveje rundt i bjerglandskabet. Selv om vejret ind imellem var noget overskyet, kunne vi mange gange nyde den mest fantastiske udsigt man kan tænke sig. Sneen nåede vi også. Der var nok til at vi kunne tage nogle flotte snebilleder. 

Sidste stop inden vi nåede ud på landevejen igen blev for at samle nogle poser mandler. Det blev til sent frokost. Vi havde ikke fået købt brød inden vi kørte op i bjergene, så først da kl. var 16.30 kunne vi dække bordet nede på promenaden i Almeria og spise en længe tiltrængt frokost. Vi var godt trætte tilbage i Almerimar lige før solnedgang.

Til gløgg 1. søndag i advent.

Hver torsdag aften samles nordiske sejlere og fastboende på en restaurant ved havnen. Her udveksles informationer af almen interesse over en kop øl eller kaffe. En aften blev vi af et norsk par alle inviteret til gløgg første søndag i advent kl. 15.00 ude på broen ved deres motorbåd. 

Umiddelbart før arrangementet havde vi spist frokost, hvilket vi fortrød bitterligt. Der var ikke alene disket op med gløgg, men også med et kagebord, som kan slår selv det bedste sønderjyske kaffebord. Se selv billederne, de siger alt.

Til årets første julefrokost.

Vera og Christian tager hjem til jul, og hvad er så mere naturligt end at invitere til ”Ryd køleskabet”. Det blev til marinerede sild, Kippers, lune frikadeller med rødkål og meget mere. En rigtig hyggelig eftermiddag, hvor traveturen på de ca. 4 km, fra lejligheden og tilbage til havnen var tiltrængt.

Afslutning.

Som i nu formentlig kan fornemme har vi ingen problemer med at få tiden til at gå. Ind i mellem er det lige før vi syntes at tiden går for stærkt og vi ikke når alt det vi gerne vil. 

Nu på tirsdag den 6. december skal vi fejre Bjarnes fødselsdag. Dagen efter kører Mona og jeg en tur til Estepona og besøger Lois og John i 3 dage. Den 11. december kommer Bjarnes svoger herned. Han har lige købt båd hernede, og skal ned og overtage den. Omkring den 15. december skal vi op i bjergene og besøge Bent (ham med Lupo’en). Han skal passe hund i en uge, og har derfor inviteres os derop på besøg. Herefter begynder forberedelsen til at vores piger og deres familie kommer til jul og nytår hernede og sådan går det slag i slag. Vi skal heller ikke glemme vores ugentlige søndagsmarked. Hvad kan man forlange mere?