Så er det ca. 4 måneder siden sidste rejsebrev. Måske tror i, at alt er opgivet, men der tager i altså fejl. Lige nu sidder jeg med sveden løbende ned ad ryggen. 26 grader og vindstille. Det er let diset, og en trykkende varme, som en højsommerdag i Danmark, hvor det hele lader til at vil ende med et brag af en tordenskylle. Det sker næppe her, der vil måske i løbet af dagen komme en smule vind, som kan fjerne den trykkende varme. og dermed skabe en bedre temperatur. Sådan har vejret været i snart 14 dage, så sommeren står for døren og vi må se at få gjort klar til at komme videre. Men inden da, skal i da lige have et referat af, hvad der er sket i løbet af de sidste 4 måneder på godt og ondt. 

Jeg startede denne gang med at sortere billederne til rejsebrevet. Ud af ca. 2000 billeder blev 279 udvalgt. Det er hvad jeg normalt ville bruge til 5 rejsebreve. Valget kunne nu stå i at dele rejsebrevet op i dele, med dertil tilhørende billedserie eller reducere antallet af billeder yderligere. Jeg har valgt det første, idet vi på hjemmesidestatistikken har konstateret, at det der bruges længst tid på, er at se vore billeder fra turen. Og mange gange fortæller billeder også mere end man kan beskrive i tekst alene. Så jeg ønsker god fornøjelse med læsningen og billedkiggeriget.  

1. del - december 2005.

En ny FTLF langtursstander sættes.

Lonny Jensen og John Riley - familie til besætningen på danske "Liberty" fandt deres drømmebåd her i Almerimar. En Nauticat 38 sat til salg af en engelsk sejler, på grund af ægtefællens manglende lyst til sejlads. 

Det er mange gange muligt at handle prisen ned, på langt de fleste både, som ligger til salg langs solkysten. Mange både er ejet af ældre ægtepar eller enlige, som har brugt båden i sommerhalvåret, enten til tursejlads eller blot som sommerhus, men som af forskellige årsager nu ikke længere magter at sejle eller hvor lysten blot er forsvundet. Mange er englændere, som tager tilbage til England. De har ikke brug for båden mere, og de har ingen steder at gøre af den. De orker måske ikke at sejle den til hjemlandet. Skal de have andre til at sejle den hjem, skal de regne med en udgift på minimum 50.000,- kr. Derfor bliver båden som oftest liggende i deres tidligere foretrukne havn, hvor de nu blot betaler de faste udgifter til havnepladsen, og det kan være rigtig mange penge på et år, ind til en køber melder sig. Med udsigt til at skulle bruge mange penge for ingenting, vælger de fleste at acceptere en væsentlig lavere pris en den forudsatte. 

Lonny og John har været på besøg mange gange siden, og planlægger nu at holde 4 måneders årlov den kommende sommer for at se om langtur er noget for dem. De måtte selvfølgelig melde sig ind i FTLF - Foreningen til Langtursejladsens Fremme, for at kunne få det mest kendte bådcertifikat og andre nødvendige papirer, som anvendes i udlandet. 

Overtagelsen af båden og sætning af dannebrog og langtursstander blev behørigt fejret om bord. Vi ønsker Lonny og John tillykke med skibet og en rigtig god sommer på Middelhavet. 

Jul og nytår.

Der foregår forskellige aktiviteter blandt sejlerne, som overvintre her, men langt de fleste er koncentreret omkring de engelske sejlere, som er her i stort overtal. 

Da der skulle arrangeres live julemusik, kom forespørgslen til mig og Kirsten på Liberty da også fra en engelsk sejler. De ville gerne samle nogle, som kunne tænke sig at være med til at lave en julekoncert på en af de mange værtshuse som er her. Vi syntes det kunne være sjovt at komme til at spille sammen med nogle andre, så vi gik i gang med at øve de mest kendt nationale og internationale julesange, som vi havde noder til og mødte velforberedte op til første fælles øvedag. Vi vidste ikke, at det var "gamle" rockmusikere vi skulle spille sammen med. Kirstens keyboard, min harmonika og Mona og Sjuns blokfløjter kunne slet ikke trænge igennem larmen fra 3 elektriske guitarer. Det virkede ikke som om, at de ønskede at høre andet end dem selv. Det lykkedes dog at få sat et program sammen, som vi så skulle øve igen nogle dage senere.

Den næste øvedag gik lidt bedre, selv om vi ikke var helt tilfredse med resultatet. Vi blev dog enige om, at det jo kun var for sjov, og så måtte vi jo se hvad det kunne bære. Det blev til, at vores optræden skulle foregå juledag kl. 18.00, efter at der havde været forslag om, at det skulle være juleaften, hvilket vi måtte afvise som en mulighed, da vi jo skulle fejre juleaften, med alt hvad dertil hører.

Vores piger - Maiken og Lykke, - Maikens mand Morten og deres 2 drenge Andreas og Mathias kom herned den 22. december for at holde jul og nytår sammen med os. Vi glædede os rigtigt meget til at se dem og til, at vi kunne holde jul og nytår sammen i de omgivelser, vi kunne tilbyde dem. Vi var glade for at havde fået tilbudt nabobåden, som ekstra køjeplads, så vi ikke havde nøde, at skulle ommøblere så meget hver gang der skulle soves. Vi var jo trods alt 7, så pladsen ville være lidt trang, hvis alle skulle sove i Cassiopeia. 

Juleaften skulle være så traditionel, som den kunne blive, under de givne omstændigheder. Vi skulle være 10, idet Kirsten, Bjarne og Bent, også kom til julemiddag og -aften hos os. Jeg havde fremstillet et større cockpitbord, så det var muligt at sidde 5 i cockpittet. På den måde blev der plads til at julemiddagen kunne forberedes nær pantryet. Julemiddagen bestod i 2 helstegte ænder, flæskesteg, hvide og brunede kartofler, varm rødkål, agurkesalat, 2 slags sovs, tyttebærmarmelade, franske kartofler - alt blev serveret brændende varmt tro det om i vil - og selvfølgelig med risalamande med kirsebærsovs til dessert. Mandlen manglede heller ikke. 

Vi havde dog et problem. Ikke med maden, men med juletræet. Vi kunne simpelt hen ikke få fat i noget juletræ. Vi havde jokket lidt med drengene, og sagt at hvis vi ikke kunne få fat i et juletræ, ja så måtte vi jo bruge en gummibåd til at danse om i stedet. Det syntes specielt Mathias kunne være vældig sjovt, så han gik og håbede på, at vi ikke fik fat på noget træ. Og det blev det så til. Der skulle virkelig tænkes kreativt, men resultatet, som kan ses i billedserien var, syntes vi acceptabel. Gummibåden stod på broen og gjorde det ud for foden. 4 årer dannede træets form sammen med en masse tov. Julepynt kunne nu hænges på. Til sidst kom en lille lyskæde på, og "træet" stod klar til brug. Vejret var heldig vis med os. Dagen bød på høj flot sol, og næsten ingen vind.

Det blev en rigtig hyggelig juleaften. Man spiste som sædvanligt for meget. Alle dansede og sang omkring "juletræet". Der blev delt og pakket masser af gaver ud. Slik og konfekt blev spist i rigelige mængder, så da klokken nærmede sig godt midnat, var alle klar til at se dyner. 

Juledags aften var det så koncertaften. Vi mødte op i god tid for at kunne stille op og gøre klar. Humøret var allerede højt blandt gæsterne. Der var tilsyneladende ingen, som holdt igen, selv om det var juledag. Vi forsøgte at få det bedste ud af det, men det var svært da selv guitarristerne var godt lakket til. Publikum overtog ind i mellem mikrofonen, hvilket absolut ikke gjorde det nemmere. Heldigvis fik Lykke reddet en lille smule, da hun overtog mikrofonen og gav et par af de mere kendte numre. 

Efterfølgende kom flere knap så fulde englændere og undskyldte andres optræden. Og på vej tilbage til båden kom endnu en og gjorde os det forståeligt, at ikke alle englændere var som dem vi havde oplevet. Vi tog det hele som en sjov og uforglemmelig oplevelse.

2. juledag var det igen flot solskinsvejr, så nu var det tid til en lille sejltur. Ud for at se, om vi kunne fange en fisk, eller måske se en flok delfiner. Det blev desværre ikke til nogen af delene. Til gengæld så vi en flok små hvaler, som svømmede på sikker nem synlig afstand af båden. 

Mellem jul og nytår havde Maiken og Morten lejet en minibus til 9 personer, for at vi kunne komme ud og se os lidt omkring mens de var her. 3. juledag var det derfor tidligt op og af sted med kurs mod Gibraltar. Mona og jeg stod af i Estepona hos Lois og John, hvorefter de øvrige fortsatte til Gibraltar. 

Det, som hverken de eller vi vidste var, at når en helligdag falder på en søndag i Spanien, så får man en ekstra fridag som erstatning i forlængelse af helligdagene. Dette gjorde sig også gældende på Gibraltar. Det var ensbetydende med, at alle forretninger var lukkede. Der var derfor ikke så meget at se på, så besøget blev ikke helt så langt som planlagt. 

Lois og John havde sørget for at Maiken, Morten, Lykke og drengene kunne låne en lejlighed, som stod ubeboet, så vi undgik at skulle ud og finde hostal til dem for overnatning. 

På turen tilbage til Almerimar, gik turen over Ronda, og en meget smuk tur ind over bjergene tilbage til kysten. Drengene var godt nok ved at være lidt trætte efter dagens køretur, så da aftensmaden var indtaget var der ikke langt til køjerne.

Efter de 3 dages udflugt, var der dømt afslapning og forberedelse til nytårs aften.

Nytårsaften blev holdt oppe hos Bent i hans lejlighed. Der var møbleret lidt rundt, så vi alle 10 kunne sidde og spise. Hovedretten havde vi købt ude fra. Den bestod af paella. Det blev en hyggelig aften med masser af snak. Da klokken var midnat gik vi op på taget for at se fyrværkeri. Men det er altså ikke noget spanierne bruger. Det eneste vi kunne se var affyringerne af røde nødraketter fra nogle af bådene, som lå i havnen. Så mange på en gang har jeg nu aldrig set før. 

Nytårsdag udgjorde dagens aktiviteter den "store" nytårsfrokost. Og 2. januar skulle Maiken, Morten, Lykke og drengene hjem igen. Det var noget vemodigt. Dagene var gået så stærkt, så ingen kunne forstå det, men skole og hverdagen ventede hjemme.